Præpareret bane, masser af greb, godt vejr og super tæt ræs.
Det var nøgleordene for weekendens DM 3 løb.
Banen var præpareret lige inden fredagens træning, og allerede fra starten kunne det tydelig mærkes. Der meldtes om øjeblikkelige forbedringer på op et halvt sekund på omgangstiderne.
Der kom en del regn fredag aften, men det lod ikke til at have påvirket grebet ret meget. Allerede fra morgenen lørdag var der godt med greb.
I både 1:10, 1:5 GT og 1:5 TC var der mere end 10 deltagere og der var derfor mange kvalifikationsheat at afvikle, så det var først efter en lang dag at vi kunne sætte os og nyde den gode grilmad fra kiosken.
Søndagen startede med endnu en runde kvalifikationsheats. Selvom det havde regnet om natten var stadig det samme greb i banen, så der var bestemt mulighed for at komme ud og påvirke kvalifikationsresultatet, hvilket ikke altid er muligt så tidligt på dagen.
Semifinalerne i GT og TC blev kørt om formiddagen, og efter middag var vi klar tii en omgang finaletræninger inden det gik løs med finalerne.
TC 4WD kørte først. Her blev der gået til den, hvilket også viste sig da kun 3 ud af 8 biler gennemførte finalen. Per Visler tog i sikker stil 1. pladsen efter at manden på TQ, Bo Larsen, måtte udgå med en radiodefekt. Undertegnede snuppede 2. pladsen lige foran Bo Kjeldgaard.
Herefter var det tid til 1:10 Nitro. Man må konkludere at konkurrence i den grad er skærpet i klassen. Sidste år så vi de samme folk på podiet til størstedelen af løbene. I år ser det ud til at der er noget mere kamp om podiepladserne. Martin Lissau vandt dagens løb, og tog dermed sin anden sejr i år. Claus Ryeskov tog 2. foran Lars Stub-Holm på 3. pladsen.
I 1:5 GT lagde Caspar Morgen ud i vanlig stil fra pole. Caspar var skarpt forfulgt af de næste kørere i rækken, bestående af Kenneth Gøhler, Ulrik Andersen, Torben Præst, unge Casper Lund og vinderen af Nordic Challenge sidste weekend, Niels Fauerholt. De andre sloges noget indbyrdes og Caspar Morgen havde ingen problemer med at trække fra. Han sluttede da også 3 omgange foran nr 2. Det lykkedes Casper Lund at køre sig op igennem de resterende og snuppe 2. pladsen, foran Niels Fauerholt.
I 1:8 er det som sædvanlig den tætte dyst mellem de gamle garvede kørere. Jon Pedersen, som ellers plejer at være med i toppen, måtte desværre udgå og det blev derfor Henrik Christensen der tog sejren foran Torben B. Hansen og Jens Roland.
I 1:5 TC havde der været hård kamp om finalepladserne hele weekenden. Den nykårede nordiske mester Patrick Folman tog pole, og lagde som sædvanlig hårdt ud. Søren Bang så dog ud til at hænge på Folman. Martin Lissau havde været nødt til at bede om udsættelse, og var derfor tvunget til at starte som nr. 11. Der gik selvfølgelig ikke lang tid før den tidligere verdensmester havde kørt sig op igennem feltet og hentet Søren Bang. De tre lå længe i front, med Folman forrest. Det er sjældent at Patrick laver fejl, men dagens finale beviste at det kan sket, og når der er så tæt skal der ikke en ret stor en af slagsen til før det koster. En lille fejl gjorde at Søren Bang kunne smutte forbi, men Martin Lissau nåede ikke med før Patrick fandt linjen igen. Herefter var vi vidner til en tæt og benhård kamp, hvor det flere gange så ud til at Patrick var ved at hente Søren, og at Martin var ved at hente Patrick, men afstanden ændredes konstant. Alle tre kørere leverede en yderst imponerede kørsel. Søren Bang så dog ikke ud til at lave så meget som en enkelt lille fejl og lod ikke de to andre komme i nærheden. Han kunne dermed fuldt fortjent køre først over målstregen.
1:5 TC 4WD
1:10 Nitro
1:5 GT
1:8 Nitro
1:5 TC
NMRC siger tak til alle for et super godt ræs hele weekenden.