Fredagens gode vejr gav masser af aktivitet. Pitten var godt fyldt op med kørere, som lige skulle nå lidt mere træning. Der blev kørt masser af omgange og skruet til langt efter solnedgang.
Inden mørket faldt på havde vores fantastiske tøser i kiosken fremtryllet en velsmagende hjemmelavet Chili con carne, som blev indtaget med stor nydelse.
Lørdagens vejrudsigt så noget truende ud, men regnen blev stor set væk. Det blev kun til lidt dryp før 2. kvalifikation, og banen blev hurtigt kørt tør.
Om aftenen kom der dog en ordentlig skylle, men den kom først efter den sidste kvalifikation og det gik kun ud over den frie træning. Enkelte kørere benyttede denne chance for at teste regnvejrsdæk- og setup, måske i forventning om regnvejr søndag, hvem ved?
De lokale kørere var i dag repræsenteret af Ulrik Andersen, Jan Laugesen, Bo Larsen, Per Visler og undertegnede i 1/5 GT, Ole Hansen og Patrick Bade i 1/5 touringcar og Jon Pedersen i 1/8 nitro.
Denne rapportage mangler desværre detaljer om både de lokale køreres placeringer og den samlede stilling, da undertegnede havde hænderne fulde med at få egen bil til at køre tilfredsstillinde.
Så vidt jeg observerede har Ole Jacobsen TQ i GT efter de 3 første kvalifikationer, og blandt de lokale kørere holder Ulrik Andersen sig indenfor top 10. Derudover har flere lokale kørere kæmpet med materialet, og bl.a. 3 defekte servoer har givet udfordringer.
Takket være vores fantastiske kioskpersonale blev dagen dog afsluttet i højt humør efter indtagelse af et lækkert måltid grillmad.
Vi håber på bedre held i morgen, og ser frem til kendis løb og DR optagelser.